vist udmerket, ja de ansees sandsynligvis som en delikatesse. Undertiden skal de ogsaa have konstrueret særskilte fangstapparater til disse dyr; de bestaar i træpinder, paa enden af hvilke er fæstet en dot hareuld. Denne stikkes oppe fra halsen ned mellem klæderne og skindet til fangestedet; at dyrene søger ind i den bløde ulddot, synes ikke urimeligt, og man skal paa denne vis kunne gjøre særdeles heldig fangst.
Efter hvad ovenfor er meddelt, vil det vistnok forekomme mange sandsynligt, at disse mennesker maa virke frastødende. Men dette er langtfra tilfældet; kommer man først over usedvanlighederne i deres ydre fremtræden, glemmer at bemerke hændernes tilbøielighed til snart at fare op i næsen, snart i ørene og snart i hovedet, glemmer smudset i ansigtet, hvilket i forbigaaende sagt vi, som var deltagere i ekspeditionen, skulde tale lavt om, ikke lægger merke til atmosfæren og til en begyndelse ikke ser altfor meget af deres madstel, saa virker de tiltrækkende, man befinder sig vel i deres selskab, og der er noget velgjørende naturligt og egte i al deres gjøren og laden.
Om de er vakre? Ja, se det er, som man ved, et meget vanskeligt spørgsmaal at afgjøre; thi opfatningen er i saa henseende yderst forskjellig. Skal vi tage et bestemt skjønhedsideal, som f. eks. det græske, da er sagen let nok afgjort; former, der gaar i den retning, er Grønlands østkyst temmelig blottet for; men hvis vi kan frigjøre os lidt fra den skjønhedstype, vi dyrker og har arvet fra vore forfedre, og bli enige om, at vakkert er det, som tiltaler os, og som vi synes om at se paa, da blir spørgsmaalet betydelig mer indviklet. Jeg tror, at har man været lidt sammen med dem og vænnet
