smelter til tran. Det er kvindernes sag at holde disse lamper vedlige og med en særskilt pinde passe vægerne, saa de ikke oser, men heller ikke brænder for lidet. Over dem koger de den mad, som de ikke spiser raa, i store vægstens gryder, der hænger ned fra taget. Merkelig nok bruger de ikke torv eller ved til at koge med, skjønt der ikke er vanskeligt om saadant brænde. I dette telt var der mange lamper, over et par hang ogsaa nogle store gryder og kogte. De brænder baade nat og dag, det er dem, som besørger opvarmningen og om kvelden og natten belysningen (eskimoen sover nemlig ikke i mørkt rum som vi), ligesom de ogsaa sørger for at vedligeholde en stadig aroma af tran, der som sagt paa os europæere til en begyndelse ikke virker absolut tiltalende, men som vi dog snart kan komme til at trives meget vel ved. Som vi sad efter rad paa disse kister og saa paa de fremmede omgivelser, begyndte man at underholde os; hver gjenstand, vi saa paa, forklarede man os brugen af dels ved ord, som vi ikke forstod, dels ved fagter, som vi kom lettere ud af det med; paa denne maade fik vi vide, at nogle trægrinder, som hang under taget, var til at tørke tøi paa, at i gryderne kogtes sælkjød o. s. v.; saa viste de os forskjellige gjenstande, som de nok var meget stolte af; blandt andet aabnede nogle gamle fruentimmer en pose og tog frem et lidet stykke hollandsk rultobak, en mand viste os en kniv med et langt benskaft, disse to ting var nok det merkeligste i hele teltet; thi de blev betragtede med stor ærbødighed. Dernæst begyndte man at gjøre os familieskabet mellem teltets forskjellige beboere begribeligt; en mand omfavnede et fedt fruentimmer, hvorpaa begge lo yderst tilfredse og
