udseende, faar man et billede af en ganske eiendommelig art.
Her var et liv og en røre, som var en velgjørende modsætning til den øde taushed, hvoraf vi hidtil havde været omgivne.
Det varede selvfølgelig ikke længe, inden vi var paa land, baadene fortøiede, og vi tæt omringede af hedninger, som saa undrende paa os og paa baadene, idet der overalt lyste os smil og venlighed imøde. Et smilende ansigt er den velkomsthilsen, eskimoen giver den fremmede, noget ord for goddag eller velkommen har han ikke.
Det er ikke mer end ventendes, at man pludrede i ørene paa os, det lød omtrent som foskog i en gryde, uden at vi forstod en stavelse. Saa saa vi os lidt om, de lod til at have det hyggeligt disse mennesker her midt i isen og sneen, der kom uvilkaarlig en følelse over en, som man kunde ønske at bli længe hos dem.
Da vi stansede foran det største telt ved at se det skinne koselig ud af teltaabningen, blev vi straks ved tegn anmodede om at gaa ind, og vi fulgte indbyderne. Efter at være komne gjennem den ydre teltaabning, sloges et forhæng af tyndt, gjennemskinneligt tarmskind tilside paa det ene hjørne, og idet hovederne maatte bøies lidt for høidens skyld, traadte vi ind i et koseligt teltrum, oplyst af flere tranlamper.
Det syn og den atmosfære, som her mødte en, maatte i det mindste for europæiske øine og næser virke mildest talt fremmedartet. Vistnok havde vi allerede hørt, at eskimoerne paa Grønlands østkyst gik med et minimum af klæder inde, samt at der i deres boliger skulde være en mindre behagelig luft, men at det saa saaledes ud og lugtede i den grad merkværdig, det havde ingen
