ukjendte mennesker. I det øieblik vi vendte baadene mod land, steg larmen derinde pludselig, de skreg og pegte, nogle fløi mod stranden, andre endnu høiere op paa berget for at se bedre. Stansede vi saa ved nogle isflag, som spærrede os veien, og greb vore lange baadshager af bambusrør for at støde flagene tilside, blev larmen rent ustyrlig derinde, de raabte, og de lo. Nærmere
(Efter et fotografi).
stranden kom nogle mænd mod os i sine kajaker, deriblandt gjenkjendtes ogsaa en af dem, vi havde mødt om formiddagen; de smilte over hele fjæset og var særdeles venlige, idet de for rundt os i sine smaa vævre farkoster, forsøgte paa at vise os vei, som vi vel saa godt fandt selv, og saa undrende paa vore sterke træbaade, der gled fremad uden at ænse saadanne isstykker, som vilde have skaaret deres skindbaade istykker.
Endelig gled vi forbi de sidste isflag mod land og mødte en scene, der i halvmørket tog sig yderst fantastisk ud. Paa alle kanter opefter berget stod lange rækker af vildt og lurvet udseende mennesker, mænd, kvinder og børn, alle i omtrent samme lette dragt, og som gloede paa os, pegte og udstødte den samme rautende ko-lyd, som vi havde hørt om formiddagen; nu var det skufende ligt en stor bøling kjør, som rauter omkap, naar man om morgenen aabner fjøsdøren for at bære ind foder; nede ved stranden saaes en hel del mænd, ivrig fegtende
