(Efter et fotografi).
En eskimoleir.
Kommen i nærheden af det nordenfor Puisortok liggende forbjerg Kap Bille fik vi inde fra land høre en merkelig lyd lig en blanding af menneskestemmer og hundehyl. Vi stirrede i den retning og fik øie paa nogle mørke masser, hvori der syntes at være nogen bevægelse, og da vi skulde se nærmere til, viste det sig at være mennesker, spredte op efter klippeafsatserne, pludrende i munden paa hverandre, fegtende med armene og pegende udover mod os, som rolig arbeidede frem gjennem isen. Vi opdagede nu ogsaa flere skindtelte, som stod opefter berget, og kjendte samtidig en egen lugt af tran eller lignende, der bares mod os med luftningen fra land. Balto beskriver det saaledes: «Da vi havde roet en stund nordover (efter at have sovet), lugtede vi en harsk lugt af sælhundespæk, og det varede ikke længe, førend vi saa folk og skindtelte».
Uagtet det endnu var tidlig paa kvelden, kunde vi ikke modstaa fristelsen til at hilse paa disse underlige, for os
