gange roende lige under dens høie, lodrette isvægge, som skifter i alle bræisens blaafarver, lige fra det dybeste blaat inde i sprækkerne og til det blegeste melkeblaat i de slette isvægge og ovenpaa, hvor sneen delvis endnu breder sig.
Hvad der egentlig har gjort denne bræ saa frygtet, forstaar jeg ikke ganske; thi den har efter grønlandske forhold kun yderst ubetydelig bevægelse og kalver som følge deraf sjelden, og naar dette sker, kan det kun være forholdsvis smaa stykker, som falder ned fra den; thi ingen større isfjelde ligger udenfor — der er ogsaa for grundt for saadanne — ja bræen er ikke engang saa pas stor, at den skyder helt ud i vandet; paa flere steder kan man se fjeldgrunden under den.
Allerede Graah og endnu tidligere forfattere som Walløe fortæller imidlertid om eskimoernes overdrevne frygt for denne farlige bræ, som altid er rede til at falde ned paa og knuse de forbidragende, og hvor der endog langt ud i havet pludselig kan skyde store ismasser op fra dybet og tilintetgjøre baade og besætning. Navnet Puisortok tyder ogsaa hen paa denne forestilling, det betyder nemlig stedet, hvor noget skyder op, og er ikke et ganske enestaaende navn paa østkysten; hvad det egentlig sigter hen til, er ikke godt at fatte. At Holms og Gardes grønlandske besætninger ligeledes havde en hel del overtroisk frygt for denne bræ, faar man et levende indtryk af ved at læse deres interessante beretning. Som Garde meddeler, har beboerne af den sydlige vestkyst den opfatning «at naar man passerede Puisortok, saa roede man under en overhængende isvæg, der hvert øieblik var parat til at styrte ned, og over ismasser, som, skjulte under vandet, blot ventede paa en gunstig leilighed til at «skyde op»
