sig over hele dens øvre flade. Disse slags luer i forskjellige sterke farver og som regel med kors over er meget almindelige blandt østkystens eskimoer; de bruger dem i kajakerne, dels fordi de er nyttige, idet skyggen skjermer mod solen, dels antagelig fordi de synes, det er en pryd; jeg saa dem senerehen med stor stolthed fremvise sine luer.
De var smaa mennesker, disse to; de saa ganske unge ud, og den ene, han der kun havde perlebaand i haaret, var ligefrem vakker; en mørk, næsten kastanjebrun hud, med langt, ravnsort haar, som holdtes tilbage fra panden af perlesnorene, og som faldt langt ned over nakke og skuldre; et bredt, rundt ansigt med temmelig regelmæssige, bløde træk, der havde en næsten kvindeagtig skjønhed, saaledes at vi endog var i tvil, om det virkelig var en mand, vi havde for os. De var let og smidig byggede og gratiøse i sine bevægelser.
Komne op til os begyndte de at smile, gjøre fagter og tale i munden paa hverandre i et sprog, hvoraf vi selvfølgelig ikke forstod et eneste ord. De pegte sydover og nordover, udover mod drivisen og indover mod land, saa pegte de paa os, paa baadene og paa sig selv, og hele tiden gik munden paa dem; men lige meget forstod vi. Vi smilte igjen og stirrede paa dem med en dum mine, mens lapperne lod til ikke at befinde sig rigtig vel, de var endnu lidt rædde for disse «vilde mennesker» og holdt sig paa afstand.
Saa ledte jeg frem nogle papirer, hvorpaa en bekjendt havde paa grønlandsk skrevet op endel spørgsmaal, som det kunde være af vigtighed at faa besvarede. Jeg forsøgte nu derefter at tale til dem, som jeg mente paa godt grønlandsk; men nu blev det deres tur til at se
