gjennem isen. Vi havde netop med meget besvær faaet trukket vore baade op paa det bratte berg, slaaet telt og holdt just paa med udveiningen af middagsmaden, da der hændte os noget aldeles uventet og for os næsten utroligt.
I min dagbog har jeg omtalt tildragelsen paa følgende vis:
«Det var igaar (30te juli) omkring middagstid (kl. 11?), at vi efter en utrolig møisommelig fart gjennem tæt is havde lagt til ved — ja lad os foreløbig kalde det Kap . . . — paa nordsiden af Karra akungnak for at faa lidt mad og endelig faa sove nogle timer. Den meget frygtede Puisortok havde vi foran os, men haabede endnu samme dag at kunne komme forbi den — — — Mens vi spiste eller rettere, mens tillagningen af vort tarvelige maaltid gik for sig, hørte jeg mellem maageskrig og anden lyd noget, som fabelagtig lignede menneskelige stemmer; jeg gjorde de andre opmerksom herpaa, men mennesker i disse egne var saa lidet sandsynligt, at vi forsøgte længst mulig at tale om lom (Colymbus) og lignende fugle, hvoraf her findes maaske vel saa lidet som mennesker; vi besvarede dog et par gange raabene. Disse kom stadig nærmere. Just som vi er ifærd med de sidste dele af vort maaltid, høres et raab, saa tydeligt og saa nær, at de fleste springer op, og en bander paa, at det ikke var nogen lom, og jeg tror nok, at selv de sterkeste tilhængere af lomteorien blev rokkede. Det varer heller ikke længe, inden Balto, som med kikkerten er sprunget op paa et klippestykke, raaber, at han kan se to menneskelige væsener; jeg springer selv op til ham og har inden kort kikkerten fæstet paa to sorte prikker, som farer, snart sammen, snart fra hinanden, frem mellem isflagene; de synes
