Enkelte af nordmændene maa imidlertid have naaet kysten.
Flóamannasaga (haandskriftet til den er fra omkring aar 1400) indeholder saaledes en beretning om, at den norske islænding Thorgils Orrabeinsfostre allerede for 900 aar siden (998) paa reise til Grønlands vestkyst (til Erik raude i Østerbygden) mødte uveir og modvind og efter mange trængsler forliste sit skib paa østkysten, «under Grønlands isbræer[1], i en vik ved en sandig strandbred («undir Grænlands-jöklum[2] í vík nokkurri við sandmöl»). Paa begge sider af viken skjød store isbræer ud i havet («Jöklar miklir géngu tveimmegin víkrinnar»)[3]. Betegnende er, at dette angives at have hændt om høsten, midten af oktober (Þá var vika til vetrar»), som er den aarstid, da kysten er lettest tilgjængelig, efter hvad vi nu ved derom.
Det skal have været Thorgils med hans hustru og hele husstand samt en anden mand Jostein, ligeledes med hustru og husstand, som her blev kastet iland. Sagaen beskriver meget levende, hvorledes Thorgils i 4 vintre og 4 somre frister livet paa denne ugjestmilde kyst kun med de faa hjælpemidler, som han kunde skaffe sig der, foruden det, som var reddet fra skibet; men dette var lidet nok — en baad, et par stykker smaafæ og lidt mel («Mjöl nokkut höfðu Þeir til atvinnu sér». «Dautt var fé Þeirra flest»).
I to vintre og den mellemliggende sommer opholdt Thorgils sig
paa det sted, hvor han var strandet, idet de
- ↑ At oversætte «jöklum» med «isbjerge», som tidligere skeet, forekommer mig at være fuldstændig uberettiget.
- ↑ I en anden udgave staar: «under Grænlands jökla, i udbygðir osv.
- ↑ Paa hvilket sted af Grønlands østkyst denne beskrivelse nærmest skulde passe, har jeg ikke kunnet udrede, skjønt beskrivelsen maa siges at være karakteristisk for landet.
