nat var vi komne land fjernere, nu synes vi atter at nærme os noget.
«Om eftermiddagen er vi ret ud fra Skjoldungen, bekjendt fra Graah’s reise. Fra Igdloluarsuk og sydefter har vi atter faat et herligt alpeland med høie, skarpe tinder og sønderrevne former, som især om kvelden, mod den glødende solnedgang, kan have en vild skjønhed.
«Rullingen tiltager paafaldende, trods vi er fjernt fra aaben iskant, der maa være et svært hav derude.
«Det begynder at blive koldt om nætterne; saa meget som muligt af presenninger, regnklæder o. s. v. lægges derfor under soveposerne; man kan jo ligegodt gjøre sig livet saa behageligt som muligt.
«Mens de andre gaar tilkøis, tager jeg første vagttørn for at fuldende mine skisser af landet, hvilket gjøres med stort besvær, da nætterne allerede er begyndt at blive mørke her, saa langt sydpaa.
«Alt er stilhed, ingen vind rører sig, selv den voksende dønning formaar ikke at bryde freden. Maanen er stegen stor og rund med sælsom, rødlig glans op over isfladen i øst, en smal guldglødende stribe af kvelden er endnu synlig i nord. Under maanen, yderst ude over isen et glinsende, baand af det rullende hav, indenfor og rundt omkring is og sne og intet andet, — bagenom det grønlandske alpeland med sine vidunderlig skjønne tinder mod en halvmørk, drømmende himmel. Sommernat — men hvor fjernt fra, hvad man gjerne forbinder med maaneskin og sommerdrømme.
«Der foran paa isen staar baadene, slæderne og teltet, hvori nu de trætte kjæmper hviler ud. Der i ferskvandsdammen ved siden af speiler maanen sig, stille og fredelig.
«Omgivelser og nutid svinder, livet sees i fjernt
