«Da isen er vanskelig, og solen skinner varmt midt paa dagen,
lægges stille, og telt slaaes, mens middagen tilberedes. Den
serveres under følgende forhold. Af hestelaaret, som vi havde
liggende i baaden, skar jeg saa meget kjød, som jeg antog passelig
for 6 mand, hakkede det paa et aareblad, slog det op i den ene
afsats af kogeapparatet, havde salt paa, aabnede saa et par bokser
marrowfat erter, slog dem op i, rørede godt rundt, og middagen var
ferdig. Balto havde den hele tid staaet ved siden og opmerksomt
iagttaget hver bevægelse, ja var endog af og til behjælpelig; han
var sulten og glædede sig til en god middag, sagde han; trods han,
ligesom lapperne og de fleste mindre oplyste mennesker, havde meget
sterke fordomme mod hestekjød, saa fandt han dog, da jeg slog
erterne paa, at dette saa ud til at blive «meget deiligt».
«Da det var færdigt, bar jeg fadet hen og satte det foran de andre, som sad udenfor teltdøren, og sagde, at man nu fik tage til sig; men det ansigt, som Balto da satte op, glemmes ikke let af dem, som saa det. Først udtrykte det den høieste grad af spørgende forbauselse, og da han opdagede, at det virkelig skulde spises raat, et udtryk at dyb væmmelse og foragt. Han meddelte nu til Ravna paa lappisk, hvad der gik for sig, og denne, som hidtil havde været en uinteresseret tilskuer, vendte sig bort med om muligt endnu større afsky.
«Vi andre fire langede imidlertid til fadet og tog forsvarlig til os af den kraftige kost, som smagte os fortræffelig. Lapperne iagttog en holdning af stum fortvilelse.» Havde det ikke været af anden grund, kunde vi jo godt have kogt noget af kjødet til dem; men vi maatte spare paa spiritusen, vi kunde nok faa brug for den senere, og det var kun et par gange under vor drift i isen, at vi tillod
