isen slakner. Man kryber i poserne, mens vagt sættes som vanlig. Men isen slakner ikke. Det dugger sterkt om natten, saa soveposerne kjendes helt vaade om morgenen.
«24de juli. Om morgenen er isen lige tæt. Vi bestemmer os til at trække baade og slæder indefter; den meste bagage lægges paa slæderne, som saa, hvor slakker træffes, kan sættes paa baadene. Netop som vi er
(Af C. Nielsen efter fotografi).
færdige til at gaa afsted, slakner isen, saa
vi kan stage os frem et godt stykke indigjennem, derpaa maa vi
trække. Det gaar kun langsomt, da isen ikke er af den bedste art;
men noget er bedre end intet, og landet nærmer vi os stadig. Modet
stiger paa det høieste; det er landet nordenfor
Igdloluarsuk, vi har ind for os, og vi begynder allerede at
slaa over, hvor længe vi kan behøve herfra og op til Pikiudtlek,
hvor vandringen over indlandsisen kunde begyndes. Vi ser ogsaa idag
flere fugle, en ravn og en flok paa 8 korthalede tyvejoer; det er
os altid en trøst at se fugleliv, det gjør livet lysere.