erfarne og roligste, tage første vagt for at purre ud i det afgjørende øieblik; efter to timer skal Kristiansen afløse.
«Jeg speider forgjæves efter en eneste trækning, som kunde forraade frygt hos mine kamerater, men de har det samme udtryk som vanlig, og samtalen gaar, som den pleier; kun lapperne har noget bekymrede ansigter, der synes dog at være en rolig resignation, de er fuldt og fast overbeviste om, at de har seet solen gaa ned over deres sidste dag. Trods brændingens larm var man snart i dyb søvn, og selv de syntes at sove godt, de er for sunde naturbørn til at lade angsten berøve sig søvnen. Balto, som, da han formodentlig ikke fandt teltet trygt nok, laa oppe paa den ene baad, vaagnede ikke engang, da den senere holdt paa at skylles ud af bølgerne, saa Sverdrup maa holde paa den.
«Efter nogen tids søvn, jeg ved ikke hvor længe, vaagnede jeg ved at høre vandet bruse tæt ved mit øre lige udenfor teltvæggen. Isflaget kjendtes at vugge op og ned som et fartøi i sterk sjøgang, brændingen tordnede ind mod os mere øredøvende end nogensinde; jeg ventede hvert øieblik at faa høre Sverdrup purre ud eller se teltet fyldt med vand; men ingen af delene hændte; jeg kunde tydelig høre hans velkjendte, rolige skridt op og ned ad flaget udenfor mellem teltet og baadene, det forekom mig helt, som jeg kunde se hans støe, tætte skikkelse gaa der ubekymret med begge hænderne i lommen, lidt lud i ryggen og med det eftertænksomme, uryggelig rolige ansigt vendt mod sjøen, mens af og til skraaen snues i munden, — saa husker jeg intet mer, jeg søvnede atter ind.
«Først ud paa morgenen vaagnede jeg atter og for forbauset op; — brændingen hørtes kun som en fjern torden. Kommen ud af teltet saa jeg, at vi var langt fjernede fra
