I mine dagbogsoptegnelser fra den og den følgende dag siger jeg
videre:
«Sjøgangen vokser, det bryder stadig voldsommere ind over vort flag, isstykker og snesjap (is, som er sønderslaaet mellem flagene) kastes imidlertid op og danner en vold, som tager imod for meget af sjøerne. Det værste af alt er dog, at vi nærmer os havet med en uheldspaaende hastighed. Vi læsser paa kjælkerne og forsøger at trække indover mod land, men opdager straks, at den hastighed, hvormed vi drives udad, er os for sterk. Det blir derfor dermed, at vi ser os om for at finde et tryggere flag at bo paa, da det, vi har, forekommer os meget skrøbeligt. Fra begyndelsen var det vel en rund flade, omtrent 30 meter i tvermaal, men om natten revnede det engang, og nu revner det igjen paa en anden kant, det blir temmelig lidet. Tæt ved os er et stort og tykt flag, som endnu er ubrudt; vi flytter did.
«Imidlertid bærer det brændingen nærmere og nærmere, larmen stiger, rullingen vælter sig indover mod os og bryder over flaget paa alle kanter. Situationen tegner til at bli kritisk.
«Stakkars lapperne, de er ikke i det bedste humør. Om formiddagen var de forsvundne, jeg kunde ikke forstaa, hvor de var blevne af, da der just ikke var mange steder paa det lille flag, hvor man kunde gjemme sig. Da blev jeg opmerksom paa, at nogle presenninger var omhyggelig bredte over den ene baad. Jeg lettede sagte paa en af dem og saa begge lapper ligge i bunden af baaden, den yngste, Balto, læste høit for den ældre af det nye testament paa lappisk. Uden at de merkede det, dækkede jeg atter over for den egne lille kirke, som de saaledes havde indrettet sig. De havde opgivet livet og
