muligens redningsløst fortabt, da det neppe kunde faa den erstattet med en ny, og det værste af alt var, at maatte skibet forlades her, da kunde det være vanskeligt nok for de 64 mand, hvoraf besætningen bestod, at klare sig frem til beboede steder med den ringe proviant, som havdes ombord. Da vi endvidere mente med lethed at kunne klare os selv, anmodede jeg ikke kapteinen om at føre os længer end til iskanten, men gav ordre til at bringe vore sager i baadene og gjøre dem klare.
Som allerede nævnt, havde ekspeditionen medbragt en baad, forarbeidet for øiemedet i Kristiania; men da denne alene vilde blive sterkt belemret af ekspeditionens temmelig rumstore udrustning, modtog jeg med glæde kapteinens venlige tilbud om at faa overladt en af «Jasons» mindste fangstbaade. De to baade blev laarede og lagte paa siden af fartøiet, og der blev nu en sjelden travlhed ombord med at aabne vore kasser og pakke alt ned i dem; det var vanskeligt at sige, hvem der var ivrigst med at hjælpe til — ekspeditionens medlemmer eller skibets besætning.
Breve til hjemmet afsluttedes, og havde nogen en speciel ven, det være sig af mandligt eller kvindeligt kjøn, som han ønskede at sende et sidste farvel, saa blev det antagelig gjort, man vidste jo ikke saa sikkert, naar næste gang blev. Stemningen inden ekspeditionens medlemmer var særdeles oprømt; man fik neppe det indtryk af denne lille skare, at den forberedte sig til en alvorlig dyst. Efter halvanden maaneds venten skulde endelig forløsningens time slaa. Vi havde en spændstig følelse, som naar man gaar til en dans, hvor man venter at møde den udkaarede; nu vel, det blev jo ogsaa en dans, men ikke paa fuldt
