haab dertil, stævnede did og kom i løbet af natten virkelig derind.
Da jeg den 17de om morgenen kom paa dæk, saa jeg tydelig nok, at den dag maatte landgangen forsøges. En tur op i tønden bestyrkede mig end yderligere deri. Fjeldene omkring Sermilikfjorden laa lokkende derinde, længere i vest saaes for første gang indlandsisen, vore længslers maal; som en hvid umaadelig flade hvælvede den sig indover.
Der kunde ikke være stort over 2½ mil til nærmeste land. Det første stykke var isen nogenlunde fremkommelig, længere inde saa den temmelig tæt ud, men jeg kunde se smaa klarer hist og her. Isen syntes desuden ikke at være af værste slags, der var mange smaa flag imellem. Det er vistnok tungere at trække baadene over dem end over større flag, men de er lettere at rokke, naar man vil bryde sig frem i vandet. Fra tønden kunde jeg endvidere se luftspeiling af aabent vand paa indsiden af isen, mellem denne og land; der var saaledes sandsynlighed for, at naar vi havde brudt os gjennem hjertet af isbeltet, vilde vi atter finde flagene mer spredte mod det aabne vand paa indsiden.
For et fartøi som «Jason» vilde det have været en let sag at bryde sig gjennem denne smule is; hvor ofte havde vi ikke tidligere gaaet gjennem den, som var meget værre; men dengang gjaldt det sæl, det var skibets egen forretning, her stillede forholdet sig noget anderledes. Havde skibet været mit, vilde jeg ikke et øieblik have betænkt mig paa at lade det gaa ind; men nu var vi gjester ombord, og for at gaa iland paa Grønland var skibet ikke assureret. Strøm og dybdeforhold i dette farvand var endnu ukjendte; mistede skibet sin propel i isen, var det
