det derfor til alles tilfredshed at gaa ud af isen og sætte kurs vestefter mod Grønland.
Den dag og den følgende toges dog endnu nogle sæl — alt ialt vel 100 —, som vi gik langs iskanten.
Om natten mellem den 14de og 15de juli havde styrmanden seet land, ligesaa om morgenen, og da skulde det ikke have været saa meget langt af. Om formiddagen var det taage, og vi vidste ikke, hvor nær vi var komne.
Vor bagage bares paa dæk, og alt gjordes færdigt for afreise.
Mens jeg ved middagstiden sad nede og skrev breve til Europa, hørtes fra dækket det magiske ord «land»! Jeg sprang op. Foran mig under taagehvælvet laa Grønland solbelyst. Det var atter landet ved Ingolfs fjeld.
Vi var vel omkring en 8 mil fra det. Da vi kunde se is forud, sattes kurs sydefter, idet vi nærmede os mer og mer.
Paa veien sydefter kom vi forbi flere mægtige isfjeld. Paa et par af dem saaes stene og grus. Naar man faar øie paa disse kolosser langt borte, ser de ud som hele landstrækninger, og flere gange hændte det, at man ombord tog dem for øer, som vi havde forud. Længere syd ved Kap Dan stod især mange af disse iskjæmper paa grund.
Der blev intet af landgang den dag og heller ikke den følgende; isbeltet var mellem 4 og 5 mil bredt, det var bedre at se paa forholdene længere syd.
Den 16de passeredes Kap Dan, som med sin runde kuppelform var let kjendelig. Isen laa endnu vel langt af land, isbeltet var endnu omkring 4 mil bredt. Længere vest saa det imidlertid paa den blaa luft over isen ud til, at en dyb bugt skar sig ind mod landet. Vi satte vort
