den syge blev kastet fra den ene side af køien til den anden, det gav et sæt i ham af smerte, og han udstødte skrig, mer hjerteskjærende end nogensinde. I saadanne omgivelser var det, jeg maatte skjære ham, der kunde ikke ventes længer. En pennekniv, som blev slibt paa en grov slibesten, var det eneste brugbare instrument, som kunde opdrives; under det flagrende skin fra en liden elendig lygte skulde operationen gaa for sig; men det var vanskeligt nok at faa nogen til at holde lygten, ingen vilde se paa. Dog endelig var alt færdigt, staalet for ind og blev ført frem for at give et langt snit, den syge skreg ude af sig af smerte: «Dere dræber mig! Au! — A-u!» — saa kom et par draaber blod, og derpaa væltede materien i hvide strømme ud af saaret, det var helt som en lettelse for den, som saa paa. Men den syge laa stønnende, halvt bedøvet, saa begyndte han at fantasere, han havde mistet bevidstheden.
I flere dage fantaserede han stundimellem, folkene var helt bange for at være nede, de mente, han holdt paa at dø; samtidig var en anden af mandskabet bleven gal, for ham var de endnu ræddere. Det var ikke saa meget at sige dertil; i en trang lugar at have en vanvittig og en, som ligger og raver i feberfantasier, er neppe hyggeligt. Endnu en gang maatte jeg skjære min patient; den materie, som kom fra ham, kunde være maalt i litervis. Det drog i langdrag med bedringen; men inden jeg forlod skibet i juli under Grønlands østkyst, havde jeg dog den glæde at se ham oppe af køien. Hans taknemmelige blik, da vi skiltes, glemmes ikke let.
En gjengivelse af dagbogsoptegnelserne fra denne tid vilde kun have interesse for ishavsfarere; de bestaar i, hvorledes vi flakkede om langs iskanten, hvorledes vi gik
