om han ikke vilde have noget, saa han kunde spise det ferskt, da var det jo bedre. «Det kan nok være det, men dere maa ikke tru, jeg er sligt et svin. Det er til grisen derhjemme jeg vilde ha det,» var svaret, jeg fik.
Det er underligt, hvor fordummede mennesker kan bli ved fordomme. Her gaar disse folk ombord i sælfangerne, spiser saltmad og klager over, at de har «vont for brøste», det vil sige, de faar fordøielsesbesværligheder af en slet kost, samtidig med at de næsten daglig lægger masser af godt friskt sælkjød igjen paa isen; slige masser som paa Grønlands kyster vilde kunne lykkeliggjøre et helt samfund[1]; men at faa dem til at spise det, — nei, hellere døde de af sult end spiste slig «urenslig» mad. Deres forfærdelse, da jeg engang tog blodet af en nyskudt sæl og lod stewarten lage blodmad deraf, var stor. Det holdt haardt at faa nogen til at smage derpaa; de, som gjorde det, maatte indrømme, at det var godt, og dog kunde de intet spise; de vidste, det var sælblod. Men saa fortærede til gjengjæld flere af ekspeditionens medlemmer saa meget desto mere; det hændte engang, at en af os, efter at have spist sig vanlig mæt tilkvelds, spiste 18 — atten — blodpandekager; der var neppe nogen fordom iveien.
I en henseende havde jeg mere at bestille ombord, end jeg skjøttede om, det var som læge. Grunden dertil var den ulykkelige omstændighed, at jeg kaldtes doktor; dette og læge er jo for almindelige mennesker det samme. Og saa var de syge allesammen selvfølgelig, nu de kunde faa doktor saa billig, og det var ikke
alene «Jasons» 64 mand,
- ↑ Det hænder ofte, at skrotterne af den flaaede sæl, som altsaa driver sydover paa isen, findes af eskimoerne ved Kap Dan. De tager dem glade med sig hjem og fraadser deri.
