Side:Nansen - Paa ski over Grønland.djvu/209

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

med begjærlighed; titlerne var noget i stil med «Den blodige handske i dalen», «Den røde høvding», «Den sorte slange» o. l. Undertiden gik vi paa kapertogt ombord i de andre skuder.

Megen afveksling bragte det os, naar vi kunde komme i gjestebud ombord hos de andre kapteiner, eller naar de kom i besøg til os. En sælsom, helt sommerlig scene var det undertiden at se disse ishavsfarere grupperede i solskinnet paa dækket, drikkende sin kaffe eller vin, røgende sine cigarer eller piber og stirrende ud over havet eller de hvide isflader, som laa og dirrede i sollyset, mens tiden gled forbi under latter og skjemt.

Undertiden prøvedes ogsaa skytterfærdigheden paa de i vandet flydende isstykker, og mangt et godt skud blev da gjort.

Den eneste, som ikke syntes at trives ombord, var vor gamle ven Ole Nielsen Ravna; han var vant til at flakke om med sin renflok, livet i det trange, gyngende skib tiltalte ham ikke, og han længedes efter at faa land under fødderne. Balto trivedes derimod udmerket ved sjølivet; med sit muntre, opvakte sind, som altid var parat til at finde paa en eller anden skøierstreg, blev han hele mandskabets yndling. Heldigvis var han nu ogsaa bleven ganske helbredet i det høire knæ, og jeg nærede ingen betænkelighed ved at tage ham med.

Den hest, vi havde bragt med fra Island, var alles kjæledægge. Dette havde imidlertid den yderst ubehagelige følge, at trods strenge forbud blev der brugt mer foder, end der var raad til, og en dag opdagede jeg, at det meste af høet var brugt. Fra nu af gav den anledning til stadige bekymringer; der maatte knibes og spares paa alle kanter, og vor opfindsomhedsevne blev anstrengt til det yderste