ikke for meget sjøgang, spillede ofte flere partier ad gangen paa forskjellige kanter af dækket; spillegevinsten var stykker af skraatobak.
Naar dette ikke længere tilfredsstillede, hændte det ofte, at vi trak os agter i kahytten og tog tilflugt til kortene; og trods flere af os ingen interesse havde for kortspil, kunde vi dog spille eftermiddagen udover og til langt paa nat, ja det hændte endog, at der begyndtes om formiddagen. Det var whist, sprøite, dundrabeis og kløverknægt, det gik ud paa. Vi havde bare en «kortlek», og denne var ved slutten af reisen saa skidden, at det vanskelig kunde afgjøres, hvilken bestanddel var mest synlig, smuds eller papir. Sad vi oppe til midnat, hvilket var det sedvanlige, maatte vi ofte have noget «i livet» ved hundevagtsskiftet; det var da enten kaffe eller «dænge», som serveredes, især var den sidste afholdt; den bestaar af brød, som blødes og steges i smør og sukker.
Ved denne tid fik ogsaa folkene forud kaffe, og vi kunde hver eneste nat have det smukke syn at se Balto komme søvndrukken og i et yderst let antræk op trappen fra det sted, hvor han havde sit soverum, for at gaa forud og faa sin midnatskaffe; som lap var han saa glad i kaffe, at han ikke kunde lade en saadan leilighed gaa hen, selv om han for længe siden var gaaet tilkøis.
Af læseligt havde vi kun lidet, — et saa langt ophold ombord var ikke beregnet. Takket være en ven af ekspeditionen, hr. boghandler Cammermeyer i Kristiania, var vi dog bleven forsynede med nogle bøger; disse var imidlertid snart fortærede, og nu blev der en aandelig hunger, som var helt trykkende. Man gik paa jagt efter hvadsomhelst, og selv de tarveligste røver-romaner og indianerfortællinger, som kunde praies hos folkene forud, blev slugte
