finder man, at det dog alligevel er noget ensformigt, og man længes efter lidt afveksling.
En af vore største fornøielser var at kaste med lasso. Af baadsmanden fik vi, naar vi bad rigtig pent, udlaant noget smekker line, 10 til 12 favne lang; paa enden af denne gjordes en løkke, og dermed var lassoen eller kastesnaren færdig. Lapperne var selvfølgelig mestere i brugen deraf, og det var af dem vi lærte det; de bruger den jo daglig for at indfange sine ren. Især var gamle Ravna overlegen. Med sin sikre mine rullede han linen op i den høire haand; saa hovedet lidt forover, øiet skarpt fæstet paa den ulykkelige, han havde udvalgt, et par trin henover dækket, lette og smidige som en kats, — en rask bevægelse af den spændte høire arm, linen rullede sig lynsnart ud, og snaren faldt aldrig feilende ned over hovedet paa byttet, som fægtende med arme og ben forgjæves søgte at fri sig fra det snærende favntag.
Balto var som fastboende lap mindre øvet; men hans stolthed vilde nødig indrømme dette, og anledning til megen munterhed gav det, naar en af os tog snoren fra ham og sagde, at vi kastede bedre; overvandt vi ham saa, var hans fortrædelige mine ubetalelig.
Der dreves ogsaa mange lege og styrkeprøver ombord, saasom at spænde rævekrog, trække fingerkrog, kattestrube, og hvad de nu alle heder. Et spil, som dreves meget lidenskabelig, var at kaste paa «narhovedet»; med kridt ridses op nogle figurer og ruder paa dækket, disse faar forskjellige værdier, og fra et bestemt hold gjælder det med nogle fladslaaede blystykker at kaste ind i ruderne uden at komme op i en af dem, som kaldes narhovedet; kommer man derind, udgaar alt, hvad man kan have vundet i de andre kast. Naar det var godt veir og
