ligge uforstyrret, mens haarskiftet gaar for, maatte den lægge sig paa den tætte is langt inde. Der udsætter den sig vistnok for isbjørnen, men den undgaar de langt værre norske sælfangere.
Saa antagelig denne forklaring end maa synes, saa kan der dog ogsaa findes en anden. Indrømmes det, at ikke alle sæler fra oprindelsen af er lige sky, hvilket er sikkert nok, da blir det først og fremst de mindst sky baade af nyfødte unger og gamle sæler, som udryddes ved fangst, mens de øvrige gaar fri og kan formere sig. Paa den maade maa jo skyhed i sterkere og sterkere grad fastslaaes i slegten som arv. Herved forklares det dog ikke, at klapmytsen holder sig længere inde i isen end før; antages det imidlertid, at ligesom der var forskjel i skyhed, der ogsaa gives sæler, som fortrinsvis foretrækker den aabne is, mens andre har for vane at holde sig længere inde, saa er det jo klart, at de, som er længst ude, hvor fartøierne lettest kommer til, blir først skudt bort, mens de andre spares og kan formere slegten, som da mer og mer faar forkjærlighed for den tætte is i arv.
Hvilken af de her givne forklaringer bør tillægges størst sandsynlighed, er ikke let at afgjøre; rimeligvis er vel begge berettigede, det er opdragelse og det naturlige udvalg, som har virket sammen. I begge fald er klapmytsen et merkeligt eksempel paa, i hvor forholdsvis kort tid et dyr kan undergaa forandringer.
