Side:Nansen - Paa ski over Grønland.djvu/202

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

kom om sommeren fra havet et andet slags isbjørn til Danmarks-strædet, og den var baade griskere og større. Det var det norske sælfangerfartøi «Isbjørnen», udsendt til disse egne af veteranen blandt de norske sælfangere, Sven Foyen. Den fandt masser af sæl og tog med engang flere tusend. Men fra den dag var det slut med klapmytsens uforstyrrede liv deroppe; hver eneste sommer i slutten af mai og begyndelsen af juni kom der flokke af norske sælfangere, og da sælen var spag og let at fange, tog man store mængder af den. Ja, i de første aar behøvede man ofte ikke at skyde den, men kunde slaa den ihjel; paa flere fartøier fik folkene ikke engang rifler med paa baadene, men al sæl blev slaaet. Denne guldalder for sælfangerne tog en brat ende. Klapmytsen havde hidtil ikke vidst, hvilken fare der truede den fra disse fartøier med udkigstønde paa stortoppen, og som udsendte en hel sværm af baade; men den gjorde snart sine erfaringer, og det varede ikke længe før den blev skyere. Nu maatte man skyde den og ofte paa lange hold. Det merkeligste af det hele var, at ikke alene de gamle sæler, men ogsaa de ganske unge blev sky; enten maa altsaa de gamle paa en eller anden maade have meddelt sine erfaringer til sine unge poder, eller ogsaa maa disse have faaet det gjennem arv(?); hvordan dette end forholder sig, saa er det en kjendsgjerning, at klapmytsen, saavel unge som gamle, er blevet skyere aar efter aar, med andre ord, den har lært at tage sig iagt for en fiende, den tidligere ikke kjendte, og dette er skeet i det korte tidsrum af henved et halvt snes aar. Men jeg tror, klapmytsens lærdomme gaar videre end dette; den har ogsaa erfaret, at det var især ude i den aabne is nær iskanten, hvor den tidligere følte sig tryg, at den nu var udsat for angreb, og har indseet, at hvis den skulde kunne