paa baaden, som stadig siger paa med fuld fart; men nu sætter den «fremsveivene» ud over kanten, krammer ryggen og strækker hals mod vandet; trods de mest djævelske hyl vil den nu alligevel gaa, og man er endnu ikke paa skudhold; da er der intet andet raad, skytteren hæver raskt riflen og sender en kugle i iskanten lige under den, saa sne og isstykker kastes mod bryst og næse; det var noget nyt, forskrækket rygger den agterover med tilbagetrukket hoved og stirrende paa iskanten. Mens den grunder paa denne nye gaade, er baaden med god fart kommen i skudhold, det er «vel rod!», aarerne slippes, og hængende i stropperne, glider de langs siden; alle maa sidde stille, mens skytteren hæver riflen, det smelder, og truffet i panden, falder sælens hoved atter paa isen for nu ikke mere at reises.
Ligger der mange sæl i nærheden, kan man komme til at gjøre god fangst med en gang; men det gjælder da om at træffe især de første, man skyder paa, saa de straks ligger stendøde. Jeg kan erindre i 1882 at have skudt hel baadlast paa samme sted, og der var intet iveien for at skyde flere baadlaster til, om jeg havde kunnet fortsætte; thi faar man først skudt sig ind i sælen saaledes, at man faar død sæl omkring sig paa alle kanter, da ligger den levende ogsaa rolig; den ser paa sine døde kamerater, som den antager for levende, og mener tydeligvis, at kan de ligge rolige, som er urostifteren saa nær, saa kan sagtens jeg. Er man derimod saa uheldig at skadeskyde en af de første, saaledes at den hopper saaret rundt paa flaget og med plask springer i vandet, da følger de andre gjerne efter. Man maa af den grund meget hellere skyde bom, og det vil deraf kunne forstaaes, at det i høi grad kommer an paa at have dygtige skyttere paa sælfangst.
