sig til at forsøge et lidet «fald»[1]. Den ene vagts baade, altsaa skibets halve antal, blev sendte ud. Sverdrup og Dietrichson, som aldrig havde været med i fangst, brændte selvfølgelig af iver efter at se og skyde paa disse masser af vildt og blev ikke lidet glade, da det endelig bar afsted; som uerfarne maatte de dog gaa under gode skytteres veiledning første gang. Snart hørtes det knalde i forskjellige retninger, men der var kun et skud nu og da, ikke som naar det knitrer paa alle kanter i god fangst; dette var tydeligvis slængere, væsentlig af mindre sæl, som laa spredt. Da baadene var komne tilbage, sendtes om eftermiddagen den anden vagt ud. Jeg blev ombord den hele dag og skjød en del sæl fra bakken; merkelig nok kan man som regel med skibet komme den nærmere end med baadene; for disse gaar den ofte i vandet paa langt hold, mens man med fartøiet undertiden kan støde til flaget, hvorpaa sælen ligger, før den gaar ud.
Alt ialt fik vi 187 klapmyts, hvilket er meget lidet; det var mest ung saakaldt «klapmytsgris».
Fangstfartøier saaes nu i isen vestenfor os, og den følgende dag kom vi i forbindelse med flere af dem; det var en selvfølge, at de alle gjerne vilde tale med «Jason», som havde denne underlige grønlandsekspeditionen med sig. Fra en af dem kom kapteinen ombord og fik udleveret posten til de andre fartøier, da jo vi skulde til Grønlands østkyst, og det var usikkert, om «Jason» vilde lade sig se paa en stund. Det er en noksaa merkelig postbefordring paa Ishavet; gaar et af fartøierne indom Island, saa faar det posten for alle de andre; nu mener man muligens, at Ishavet er stort, og
at man vanskelig
- ↑ At gjøre «fald» er at sende baadene ud paa fangst.
