par dage. En kveld drog det op til uveir, vi var trætte af sjøen og bestemte at søge ind i isen for at ride stormen af; men inden vi naaede kanten, brød det allerede løs. Seilene blev mindskede; tilsidst havde vi bare stumperne igjen; men med susende fart bar det indigjennem, skibet tørnede uafladelig, det kastedes fra flag til flag, men frem kom det, gjennem mørket fandt det sin egen vei. Da kom det værste, det var sjøgangen, som voksede voldsomt; flagene brødes mod hverandre og reistes paa ende, det larmede paa alle kanter; men kapteinens kraftige kommandoraab hørtes, punktlig og stiltiende blev de adlydte af de blege mænd; alle var paa dæk, ingen turde friste livet nede nu, da skibet rystede i alle sine sammenføininger.
Det bar stadig indigjennem, det fossede foran bougen, flagene væltedes, splintredes, traadtes under, kastedes til siden, — intet stod imod. Med et reiser sig et flag mægtigt og hvidt forud i mørket, det truer med at feie den ene skibsside ren for davider og rig; roret blir lagt om — og uskadte glider vi forbi. Saa bryder en sjø til luvart, skibet faar et voldsomt stød, et brag høres, og træsplinter farer en om ørerne, det krænger og et nyt brag; skanseklædningerne er knækkede paa begge sider.
Men efterhvert som vi kommer ind i isen, føles sjøgangen mindre, larmen gir sig, kun stormen suser sterkere end før hen over os. Vi havde gjort et vovestykke, men var komne uskadte fra det og i god havn. Da jeg næste morgen kom paa dæk, var der sollys dag, isen laa hvid og fredelig omkring os, kun de knækkede skanseklædninger grinede i dagen og mindede om en stormfuld nat. — Ja, saaledes var mit første møde med isen.
Hvor anderledes var det ikke nu i den solblanke dag,
