os der, og vilde saa gaa til Dyrafjord; men vinden var sterk imod, og det vilde have taget den et døgn med dens svære seilrig at dampe op mod den. Da var bestyreren for det norske hvalfangerselskab i Isafjord, hr. grosserer Amli fra Kristiania, saa sjelden imødekommende at sende «Isafold», den ene af sine dampbaade, ned for at hente os. Et nyt bevis fra en landsmand paa den velvilje, hvormed ekspeditionen omfattedes.
(Af A. Bloch efter fotografi).
Der blev selvfølgelig travlhed med at bringe alt iorden til afreise, og det var ikke vanskeligt om hjælpende hænder til at bringe vor bagage ombord; almindelig interesse vakte det, da den lille islandshest skulde over landgangsbroen; stakkars dyr, den vilde nødig til; maatte næsten bæres; men havde den havt anelse om, hvad der ventede, havde den nok aldeles ikke gaaet.
Da alting var iorden, og vi havde taget farvel med konsul Gram, faktor Wendel og de andre venner, vi havde vundet i Dyrafjord, stod vi ud fjorden og tilhavs nordefter.
Fra «Fylla» sendtes os en sidste hilsen, idet musiken blæste den norske nationalsang: «Mens Nordhavet bruser . . . .» Længe hørte vi tonerne over vandet.
Allerede samme aften ankrede vi paa Isafjords havn under en kraftig salut fra «Isafold» saavelsom fra «Jason». Den sidste var smykket fra top til dæk, som Balto udtrykker sig, «med saamange flag ligesom røde multer paa
