Side:Nansen - Paa ski over Grønland.djvu/165

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Forøvrigt faldt tiden os ikke lang paa Thingeyre; snart besteg vi fjelde, snart drev vi jagt paa fjorden, snart red vi, besøgte bondegaarde o. s. v. Især var rideturene paa de smaa islandske heste ubetalelig fornøielige. Kommer man skrævs over slig en liden rotte, og man, saaledes som forfatteren, ikke af naturen er begavet med lidenhed, tar man sig med fødderne hængende nær marken neppe ud til sin fordel. Man føler en uhyggelig uvished om, hvor længe hesteryggen vil holde. Men naar det saa bærer afsted i det vildeste firsprang, alt hvad remmer og tøi kan taale, over ur, hvor stenene ruller under hestehoven, gjennem myrer, hvor hesten synker i til langt op paa benene, over bække og kløfter, opefter stupbratte lier, udover fjeldskrænter og glatte flaaberg, kortsagt gjennem et lænde, hvori en almindelig hest vilde brække benene ved de første skridt, og overalt med den samme vilde fart og uden et eneste feiltrin, ja da tror jeg, man snart lærer respekt for denne, sikkert den første fjeldhest i verden; men mest forbauset blir man maaske, om man kommer til en elv og faar se hesten uden videre vade over eller lægge «paa svømmen», mens en selv faar hytte sig for at bli vaad, som bedst en kan; er det ikke meget dybt, kan man længe klare sig ved at lægge benene op paa halsen af hesten, hvis man da ikke triller af under en uventet bevægelse af denne. Som bekjendt, er der hverken veie eller broer i Island; paa hesteryg eller tilfods tar man sig frem overalt.

Paa en bondegaard i nærheden af Dyrafjord, kjøbte vi en liden hest. «Denne,» siger jeg i et brev til Norge (skrevet 4de juni), «tager jeg med for at bruge den som hjælp til at kjøre baaden og bagagen over isflagene under Grønlandskysten og for at bruge den til at kløve op paa