Forøvrigt faldt tiden os ikke lang paa Thingeyre; snart besteg
vi fjelde, snart drev vi jagt paa fjorden, snart red vi, besøgte
bondegaarde o. s. v. Især var rideturene paa de smaa islandske
heste ubetalelig fornøielige. Kommer man skrævs over slig en liden
rotte, og man, saaledes som forfatteren, ikke af naturen er begavet
med lidenhed, tar man sig med fødderne hængende nær marken neppe ud
til sin fordel. Man føler en uhyggelig uvished om, hvor længe
hesteryggen vil holde. Men naar det saa bærer afsted i det vildeste
firsprang, alt hvad remmer og tøi kan taale, over ur, hvor stenene
ruller under hestehoven, gjennem myrer, hvor hesten synker i til
langt op paa benene, over bække og kløfter, opefter stupbratte
lier, udover fjeldskrænter og glatte flaaberg, kortsagt gjennem et
lænde, hvori en almindelig hest vilde brække benene ved de første
skridt, og overalt med den samme vilde fart og uden et eneste
feiltrin, ja da tror jeg, man snart lærer respekt for denne,
sikkert den første fjeldhest i verden; men mest forbauset blir man
maaske, om man kommer til en elv og faar se hesten uden videre vade
over eller lægge «paa svømmen», mens en selv faar hytte sig for at
bli vaad, som bedst en kan; er det ikke meget dybt, kan man længe
klare sig ved at lægge benene op paa halsen af hesten, hvis man da
ikke triller af under en uventet bevægelse af denne. Som bekjendt,
er der hverken veie eller broer i Island; paa hesteryg eller
tilfods tar man sig frem overalt.
Paa en bondegaard i nærheden af Dyrafjord, kjøbte vi en liden hest. «Denne,» siger jeg i et brev til Norge (skrevet 4de juni), «tager jeg med for at bruge den som hjælp til at kjøre baaden og bagagen over isflagene under Grønlandskysten og for at bruge den til at kløve op paa
