jøkelgjærder, det ene indenfor det andet, og de strækker sig som flade rygge, delvis over, delvis under vandet, tvers over fjorden og gjør det ofte vanskeligt nok at komme frem med baad. De er uimodsigelige vidner fra istiden, og meget sten og grus er det, som er ført frem i dem.
Dyrafjord er paa begge sider omgivet af bratte basaltfjelde aldeles lig dem, vi saa paa Færøene, og inderst inde stænges den af den mægtige Glámujökull. Denne er vistnok ikke meget høi, jeg fandt den at være omkring 910 m. (2900 fod), men er dog det høieste fjeld i Vest-firðir,
(Efter en skisse af forfatteren).
(Efter en skisse af forfatteren).
der igrunden er som en ø for sig selv, kun
ved et 10 km. bredt, lavt eid forenet med hovedlandet.
Glámujökull bestaar, som hele landet deromkring, af basalt.
En dag besteg vi jøklen. Vi tog ski og truger med, da det saa ud til at være dyb og blød sne oppe i høiden. Heri tog vi dog feil, sneen var haard og let at gaa paa, men frembød ogsaa et godt skiføre, ja altfor godt, hvilket vi senere skulde faa sørgelig erfaring for. Det var i det deilige klare veir en ypperlig udsigt fra toppen. Det er et ganske underligt landskab, man her har for sig, en snedækt,
