tusend fod og danner et ypperligt sjømerke; mangt et skib har dens hvide hætte lyst i havn. Den tog sig sikkert ikke mindre godt ud end vanlig hin kveld, solen sank just i havet og kastede rødmende stænk over dens snekappe.
Da vi om morgenen den 19de kom paa dæk, blev vi modtagne af en stiv kuling fra nord med sne og slud, de høie basaltfjelde var snedækte til foden, og hist og her saaes enkelte isstykker flydende i sjøen, det var forløbere, som meldte, at isen i ethvert tilfælde ikke var meget langt borte. Vi befandt os nu i nærheden af Ønundarfjord, og da kulingen begyndte at stige til storm med tættere og tættere snebyger, tyede vi ind i dens lune havn for at se veiret an. Stormen tiltog nu hurtig, og vi fik en liden prøve paa, hvad vind vil sige i disse nordlige farvande. Det var ikke uden nødvendighed, man viste sig paa dæk; det blæste jo rigtignok ikke mere, end at man endnu kunde holde sig paa benene, men det var dog saameget, at hvis man havde faaet næsen ud, skyndte man sig helst at stikke den ind igjen. Vi laa imidlertid godt, der vi laa, det var ogsaa pinsekvelden, og hvorfor skulde man da ikke gjøre sig det saa behageligt som muligt inden døre? Af landet omkring saa vi kun lidet, det var mest foden af de sandsynligvis høie fjelde og undertiden heller ikke det. Af hvad vi saa, fremgik tydelig, at vi befandt os i et udpræget basaltlandskab. Efterhaanden dækkedes alt af et tykt snelag, og det eneste fremherskende i landskabet blev, at der var fuld vinter med nogenlunde skiføre, hvis sneen havde været lidt tørrere.
Da vi vaagnede næste morgen, var vi i Isafjord, hvor vi efter bestemmelsen skulde gaa iland. Havde det været vinter i Ønundarfjord, saa var det det ikke mindre her, alt var dækket af sne. Isafjord er den næststørste af
