jordskorpens underliggende lag udvider sig, efterhvert som overliggende lag fjernes, idet nemlig disses tryk paa de underliggende maa til nogen grad have presset dem sammen[1], da synes det mig, at en forklaring, som cand. real. Andreas Hansen vil give i en artikel om strandlinjer i «Nyt archiv for mathematik og naturvidenskab» (Kristiania), maa være rigtig. Han mener nemlig, at naar havet tærer paa landet, saaledes som det gjør paa Island og Færøerne, saa formindskes følgelig trykket paa de underliggende lag langs kysterne, og disse kommer til at stige. Paa Færøerne virker havet mest paa vest- og nordsiden, følgelig skulde landet paa disse kanter have steget mest, hvilket stemmer med de virkelige forhold. Paa Island virker havet mere ens langs hele kysten, følgelig skulde landet have steget langs denne, og lagene synke mod midten, altsaa netop som forholdet er.
Den næste morgen (17de mai) nærmede vi os Vestmannaøerne (Vestmannaeyjar), som ligger omtrent midt paa Islands sydkyst nogle mil tilhavs. I det herligste solskinsveir med blank stille sjø gled vi ind mellem disse høie, bratte basaltøer og stansede foran indløbet til havnen paa Heimaey, den største af øerne og den eneste, som er beboet. Her blev vi liggende i nogen tid for at vente paa baad fra land og fik saaledes god tid til at betragte landet, og saavidt rullingen tillod, at fotografere det.
Ogsaa paa Vestmannaøerne æder havet sig ind og undergraver
lavalagene til lodrette styrtninger med store porte og grotter. Der
var noget vulkansk sydlandsk ved det
- ↑ Saaledes mener nogle, at landets stigning efter istiden beror derpaa, at jordskorpens øvre lag har været sammenpressede af isens vægt under istiden og har udvidet sig efter dennes fjernelse.
