sopedes der ud i havet paa en morgen 40 gaarde med alt, som var, og det siges, at kun faa folk undslap. Der førtes frem saameget sten, aur og sand, at der, hvor der før var 30 favne dybt, der blev flad sand. Sidste udbrud fra Øræfajökull var i 1727, og da ødelagdes mange gaarde og dræbtes meget kvæg.
Vestenfor Øræfajökull og længere inde i landet i Varmárdalur ligger Lakis kraterrække, hvor der i 1783 var et udbrud, voldsommere og frygteligere end noget andet, som har fundet sted, siden Island blev bebygget. Thoroddsen siger, at man ved ikke af, at der nogensteds paa jorden er kommet frem paa engang saa meget hraun (ɔ: lava) som ved dette udbrud. «Det er sagt, at der i dette hraun er ligesaa meget sten, som i fjeldet Mont-blanc.»[1]
I det hele er de midtre og sydvestlige dele af Island sterkt vulkanske. Man kan her følge den samme kraft i virksomhed, som har dannet Island saavelsom Færøerne. Lavastrømme fra den historiske tid har bredt sig lige til 900 km. ud over ældre tuf, basalt eller præglacial lava. Mens Færøerne ligger som en død ruin af en tidligere mægtig bygning, virker den samme bygmester fremdeles paa Island.
Hoveddragene i konstruktionen er de samme begge steder. Island er som en stabel flade skaaler af basalt, hvor alle lag helder indover mod midten, Færøerne som rester af en saadan, dyppet paa skraa mod øst ned i havet. Det kan synes vanskeligt at forklare, at disse lag har en saa regelmæssig heldning, som de har. Forudsættes
imidlertid den antagelse som rigtig, at lande stiger derved, at
- ↑ Se A. Helland. Lakis kratere. Univ. program, Kra. 1886.
