Straks skibet kastede anker, satte en baad fra land ud imod os;
den roedes af 6 unge, kjække færøinger i deres eiendommelige
dragter, som bestaar af knæbukser, kofte af mørkebrun eller
kaffebrun farve og lue, noget lig vore norske topluer, men rynket
sammen oventil og af
(Af A. Bloch efter fotografi).
brun-, blaa- eller rødstribet farve. Paa
fødderne havde de nogle besynderlige sko, som lod til at være
behagelige; de var syede af et eneste stykke tyndt skind, og bundne
paa foden noget ligt sandaler. Baaden lagde til siden og bragte
stedets doktor og sysselmand ombord. Mens den laa der, lyttede jeg
til færøingernes sprog og forsøgte, om jeg kunde forstaa noget
deraf. Jeg vidste jo, det var en afstamning af det gamle norske, og
havde hørt, det skulde være meget ligt vort landsmaal; men til en
begyndelse søgte jeg forgjæves at opsnappe et eneste ord. Pratet og
tonefaldet hørtes dog aldeles ligt strilernes paa Bergens-kanten,
naar de pludrer sig imellem. Efter nogle timers ophold der stævnede
vi videre. Paa veien nordefter fik vi kuling og temmelig tæt taage.
Det var dog saavidt sigtbart, at vi kunde se store og
lille Dimon, som vi reiste forbi.
