vi af andre grunde har henlagt skiens oprindelse, fuldstændig centralt i dette strøg, som temmelig nøiagtig afgrænses af aars-isotermen +6° C. Som vi tidligere saa, er det heller ikke urimeligt, at det var her, folkene under sin udbredelse over jorden først stødte paa naturforhold, som nødvendiggjorde midler til at færdes over snemarkerne.
Det tilsvarende strøg i Nordamerika har ikke frembragt ski. Dette sekundære udviklingscentrum har derimod skabt eller muligens rettere udviklet af ufuldstændigere urformer, stammende fra den gamle verden, en selvstændig type, den indianske eller kanadiske snesko, som med sine elegante, harmoniske former af mange, skjønt feilagtig, fuldstændig ligestilles med eller endog sættes over skien.
At lede efter former, som ligner mest paa skiens eller sneskoens urtyper, i de strøg, hvor disse er udviklede, vil sandsynligvis kun have liden udsigt til at lykkes. I lighed med naturforskeren bør man sikkert nok saa meget hellere søge til de mest isolerede felter for at finde den slags former. Vi maa da gaa til fjeldkjæder, som ligger udenfor skistrøget, men som rækker op i skiens temperaturgrænse. Vi finder her forskjellige slags truger.
I den gamle verden kjendes saadanne fra Tibet, fra Armenien, Kaukasus og flere steder i Europa, og inden skistrøget findes denne primitive form ved siden af skien bl. a. i Skandinavien og hos tsjuksjerne og ainoerne (se side 93.
Allerede i den klassiske litteratur omtales primitive former af truger. 400 f. Kr. lærte Xenofon (som nævnt i anm. s. 41 af de indfødte i de armeniske fjelde «at binde sække (σαχια) paa hestenes ben, thi ellers sank de i til bugen». Sneen var favnedyb. (Anabasis IV, 5) — Strabo fortæller omkr. 20 f. Kr. (XI, 5), at «fjeldbyggere paa
