er fremtrædende træk i hans karakter. Han vil gjerne staa paa saa god fod med sine medmennesker som muligt og undgaar derfor at støde dem, end sige bruge grove skjeldsord. Han siger nødig en anden imod, selv naar denne fortæller noget, som han ved ikke er tilfældet; sin indvending iklæder han ialfald den mildest mulige form, og det vilde falde ham meget vanskelig at sige rent ud, at den anden talte usandhed. Han fortæller andre nødig sandheder, som han formoder kunde være dem ubehagelige; han bruger da heller mer ubestemte udtryk, selv naar det gjælder saa ligegyldige ting som f. eks. veir og vind. Ja, hans fredelighed gaar saa vidt, at hvis en stjæler fra ham, hvilket sjelden hænder, fordrer han som regel ikke det stjaalne tilbage, om han end ved, hvem som har tat det. «Men giv hver den, som beder dig, og af den, som tager dit fra dig, kræv det ikke igjen» (Luc. 6, 30).
Følgen er, at der sjelden eller aldrig forekommer trætte deroppe. Grønlænderne har ikke raad til at kaste tiden bort med indbyrdes kiv; kampen for at underkaste sig naturen, denne menneskets store opgave, er der tungere end noget andet sted, og derfor har dette lille folk enedes om at føre den uden unødige splittelser.
I det hele er grønlænderen et lykkeligt menneske, hans sind er muntert og let som et barns. Om han har en sorg, tar han den muligens heftig i øieblikket; men den er snart glemt, og da er han lige straalende og tilfreds med tilværelsen, som han pleier.
Denne hans glade letsindighed gjør, at han lidet tænker paa fremtiden; har han nok mad i øieblikket, er han lykkelig og spiser, saa længe der er noget, om han end siden maa lide nød, hvilket desværre ofte sker nu, og det blir almindeligere aar for aar.
