Side:Nansen-Eskimoliv.djvu/88

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er godkjent


KAPITEL VI.
Madlaging og slikkerier.

Et træk ved grønlændernes daglige liv, som for os synes noksaa merkeligt, er, at de ingen bestemte maaltider har; de spiser gjerne, saasnart de blir sultne, hvis der da er mad nok. Som allerede fortalt, gaar fangerne ofte hele dagen uden niste. De har en merkelig evne til at sulte, men kan saa til gjengjæld fortære overraskende mængder af kjød, spæk, fisk m. m. paa en gang.

Deres kokkekunst er enkel og let at lære.

Kjød og fisk spises dels i raa eller frossen tilstand, dels kogt, dels tørret, og dels lar man kjødet undergaa en slags forraadnelse eller gjæring; det kaldes da mikiak og spises uden videre tilberedning. En saadan ret, som skattes meget høit, er raadne sælhoder.

Spækket af sæl og hval spises helst raat. Alle kræsne kulturmennesker grøsser naturligvis bare ved tanken paa at spise raat spæk; men jeg kan forsikre dem, at det, særlig i ganske frisk tilstand, er meget godt; det har en sødagtig, om end noget emmen smag, som minder om fløde, og der er intet af, hvad almindelig kaldes transmag; denne indfinder sig først, naar spækket blir kogt eller stegt, eller ogsaa naar det harskner. Der

Eskimoliv.
6