vanskeligheder kan indtræffe; der hænder da heller ikke saa sjelden ulykker. Ved Kangamiut blev for nogle aar siden en kajak angreben nedenfra, og en lang hvalrostand trængte pludselig gjennem kajakbunden og laaret paa manden og stod op gjennem dækket; de andre ilte straks til hjælp, og manden klarede sig og blev hjulpet tilland.
Foruden disse dyr angriber eskimoen ogsaa fra sin lille kajak hvalerne, af hvilke der særlig er en, som kan være farligere end nogen anden, det er spækhuggeren eller, som han kalder den, ardluk. Med sin styrke, sin hurtighed og sine uhyggelige tænder kan denne, naar den en enkelt gang angriber, i et øieblik gjøre det af med en kajak, og for den har selv eskimoen frygt; men det afholder ham dog ikke fra at angribe den, naar leilighed byr sig.
Ogsaa de store hvaler drev de før i tiden fangst paa. Dette skede dog fra de store konebaade, hvori der da var mange mennesker, mænd og kvinder. Til denne fangst «udruste de sig,» siger Hans Egede, «i deres største Stads, ligesom til Bryllup, ellers skal Hvalen skye for dem; thi han fordrager ikke Urenlighed.» Hvalen blev harpuneret fra forstavnen, men det hændte undertiden, at den da ved et slag med halen kunde knuse baaden eller kantre den. Ofte var mændene saa dristige, at de, naar hvalen begyndte at udmattes, sprang op paa dens ryg for at stikke den ihjel. Denne fangst forekommer nu sjelden.
Det er ikke bare de større dyr, som kan udsætte eskimoen for fare, ogsaa ved almindeligt fiske, f. eks. af kveite, kan der hænde ulykker. Har man ikke passet paa, at snøret ligger greit, og det et eller andet sted kommer i beknib, idet disse sterke fiske pludselig under ophalingen sætter tilbunds, er den ranke kajak let nok kantret. Mange har fundet sin død paa den vis.