over sig selv til for at kunne beholde den fornødne koldblodighed, reise sig paa ret kjøl igjen og paany opta kampen med sin rasende modstander. — Og dog hænder det, at en slig kantret kajakmand bringer klapmytsen hjem som bytte.
En endnu værre modstander er hvalrossen. Helst er de derfor flere i følge, naar de gaar paa fangst efter denne, forat den ene kan komme den anden til hjælp, om der hænder noget. Men ofte nok angriber ogsaa den enslige fanger dette uhyre.
Hvalrossen er som bekjendt et stort dyr paa op til fem meters længde, med en tyk og seig hud, et tykt spæklag, en forfærdelig haard skalle og en vældig krop. Der fordres saaledes en sikker og kraftig arm for at fælde den. Saasnart en hvalros blir angreben, har den den vane at gaa paa sin modstander og kan med sine utækkelige hugtænder tilrede ham stygt. Er der flere hvalrosser i følge, kan de omringe ham og angribe alle paa en gang.
Selv de norske fangstmænd, som gaar efter hvalros i store, sterke baade, og som er mange i samme baad og bevæbnede med bøsser, lanser og økser, har stor respekt for den.
Hvor anderledes overlegent er det ikke at angribe den i eskimoens spinkle skindbaade, med deres lette, sindrige kastevaaben, og saa alene!
Men for eskimoen er dette en dagligdags begivenhed. Han kjæmper sin kamp ud med sin farlige modstander; rolig, med lænseren færdig til kast, afventer han dens angreb, og koldblodig beregnende sine fordele jager han den i rette øieblik lænseren i livet.
Ved hvalrosfangsten gjælder det mer end nogensinde at beholde sin koldblodighed; thi de mest uforudsete
