Slig gaar dagene for eskimoen. Skjønt der intet
usedvanligt er ved oplevelser som disse, har de for ham
sin tiltrækning. Hans bedste tanker er knyttede til sjøen,
det haarde liv derude er for ham kjernen i tilværelsen
— og naar han maa sidde hjemme, er sindet ikke let. —
Men blir han gammel — ja, da er sagaen ude. — Der
er altid vemod over alderdommen og ingensteds mer end
der. De godslige gamlinger deroppe har ogsaa engang
set kraft og ungdom — tider, da de var sit lille samfunds
støtter — nu er bare minderne om et liv tilbage, og de
maa la sig fø af andre. — Men naar de unge kommer
fra sjøen med sin fangst, arbeider de sig ned til stranden
for at ta imod dem, ja om det bare var mig stakkar, var
de glade ved at kunne hjælpe mig paa land med kajaken.
— Og kommer saa kvelden, da kan de fortælle, oplevelse
efter oplevelse kommer frem, blir liv igjen og opflammer
de unge til daad.
Ofte gaar det ved fangsten farligere til, end ovenfor skildret. Som det vil forstaas, kan man ikke kaste bagover eller til høire fra den fastklemte stilling i kajaken, som ikke tillader mange dreininger. Naar saa en saaret klapmyts pludselig angriber en fra disse kanter, skal der baade behændighed og aandsnærværelse til at undgaa den eller at vende saa hurtig, at man faar rettet sit dræbende kast mod den, før den har ødelagt en. Ikke bedre er det, naar man blir angrebet nedenfra, eller dyret pludselig skyder op tæt paa siden af en; thi det er lynsnart i sine bevægelser og mangler ikke mod og styrke; kommer det først op paa kajaken og faar kantret den, er der lidet haab om frelse; ofte angriber det da manden under vandet, eller kaster sig op paa kajakbunden og river hul i den. I slig en stilling skal der et ikke sedvanligt herredømme
