Snart begynder de at kunne kjende enkelte, dels paa
maaden at ro paa, dels paa kajaken, skjønt de endnu ses
som smaa prikker. Pludselig lyder et vildt glædeshyl:
«Boase kaligpok!!!» (Boas bugserer), ham kjender de let
paa størrelsen. Dette glædesbudskab gaar fra hus til hus,
ungerne springer rundt og brøler det ind gjennem
vinduerne, og klyngerne oppe paa fjeldet danser af glæde.
Saa kommer et nyt hyl: «Ama Tobiase kaligpok!!!»
(ogsaa Tobias bugserer), og denne nyhed gaar ligeledes
fra hus til hus. Men saa lyder det: «Ama Simo kaligpok!!»
«Ama David kaligpok!!!» Og nu kommer det atter yrende
med kvindfolk ud af husene og op paa berget for at stirre
udover havet, hvor sjøen bryder hvidt i hvidt mod
holmerne og skjærene, og hvor elve sorte punkter af og til
ses langt ude mellem de rullende vandmasser, bevægende
sig sagte nærmere. — — —
Endelig styrer de første kajaker ind paa bugten foran pladsen. Det er dem, som ingen sæl har; let og sikkert jager den ene efter den anden ind paa den flade strand, baaret høit paa ryggen af sjøerne. De modtas af kvinderne, som trækker dem længere op.
Saa kommer de bugserende; de maa gaa lidt varsommere tilverks, de løsner sit bytte og ser saa først at faa det ind til kvinderne paa stranden. Derpaa søger de selv iland. Kommen vel ud af kajaken, tar de ligesom de først ankomne kun vare paa sig selv og sine redskaber, som bæres op til sit sted ovenfor høivandsmerke. De ser ikke engang til den side, hvor deres bytte ligger, — fra nu af tilkommer alt arbeide dermed kvinderne.
Imidlertid gaar mændene ind i husene, trækker af sig sine vaade klæder og tar paa sig husdragten, der, som vi har set, i hedningetiden var noget luftig, men nu er blit mer synlig.
