kommer fra siden, faar for meget tag paa benskinnerne og kan bringe harpunen til at skjene.
Fangeremmen gjøres af skind enten af blaasælen (storkobben, Phoca barbata) eller ogsaa af ung hvalros. Den er gjerne 14 til 16 meter lang og en god halv centimeter (c. 7 mm.) bred.
Til fangeblæren benyttes skindet af en ung ringsæl (netside, Phoca foetida). Det belgflaas, afhaares, bindes lufttæt for ved hode, forlemmer og baglemmer og tørres.
Til at kveile fangeremmen op i bruges kajakstolen, som anbringes paa kajaken foran manden. Paa den ligger remmen godt hævet over sjøen, som stadig spyler over dækket, og den er saaledes altid færdig til uden ugreie at løbe ud, naar harpunen kastes.
Til at dræbe den harpunerede sæl anvendes en lænser (anguvigak). Denne bestaar af et træskaft, som forat den kan kastes langt, gjerne gjøres af det lette, hvide flydetræ, og som foran har en lang benspids med et jernblad i forreste ende. Før i tiden brugtes sten istedenfor jern. Denne benspids er som oftest gjort af renhorn eller ogsaa af narhvaltand eller andet ben. Forat sælen ikke skal kunne brække den af, er den fæstet til skaftet ved et lignende led, som bentappen paa harpunen.
Endvidere har de den saakaldte fuglepil (nufit). Denne har ligeledes et skaft af hvidt flydetræ. I forreste ende har den en lang, smekker spids, som nu er af jern, men som i tidligere tider gjordes af ben; men desuden er der midt paa skaftet fæstet tre forover vendende spidse, forsynede med store modhager og gjorte af renhorn. Disse indretninger er beregnede derpaa, at hvis pilens forende ikke rammer fuglen, glider skaftet langs med denne, og en af disse udstaaende benspidse maa ramme og
