paa randen af tilværelsen, en samlet anspændelse af alle dets evner er nødvendig, forat det skal kunne opta kampen mod den haarde natur, lidt mer ballast, og det maa synke. Dette gjør det allerede, og da gavner lidet al verdens visdom.
Nedgang og forfald i alle henseender, det er altsaa, hvad europæerne kan se tilbage paa som udbyttet af sin virksomhed i Grønland. Og det eneste vederlag, vi herfor har bragt de indfødte, er kristendommen. I den henseende er der opnaad et vakkert resultat, kristne er nu ialfald af navn alle vestkystens grønlændere. Men det spørgsmaal synes mig da at ligge nær, er ikke denne kristendom ogsaa vel dyrekjøbt, og maa det ikke selv hos den sterkeste troende bringe tvil om dens velsignelse for dette folk, naar vi ser, at den har kostet hele dets velfærd?
Og hvad nu kristendommen selv angaar, hvad maa da sættes høiest, dens dogmer eller dens morallære? Det forekommer mig, at selv den bedste kristen maa indrømme, at det er den sidste, som har blivende værd; thi af historien vil han kunne se, hvorledes opfatningen af dogmerne altid har vekslet og forandret sig, og hvad værd har det saa, at vi har paaført eskimoen disse, som han kun lidet forstaar? Vil nogen for alvor paastaa, at det for et folk skal være af afgjørende betydning, hvad dogmer det siger sig at tro paa? Mon det ikke altid vil være den morallære, det hylder, som det vil komme an paa? Og eskimoens morallære var, som vi har set, i mange henseender vel saa god som de kristne samfunds, og med al vor undervisning har vi kun opnaad at forkvakle den, saa han nu er sunket ogsaa i den henseende.
Og saa tilslut spørgsmaalet, er en eskimo, som af navn er kristen, men som ikke kan ernære sin familie, har en
