virkelig kunde opnaa det, maa det ikke nødvendigvis være i høi grad skjæbnesvangert at gi et folk som det eskimoiske nye interesser, der kan trække dem bort fra det for dem ene fornødne, at sørge for sig og sin familie. Det fremholdes som et straalende resultat, at nu kan de fleste indfødte paa vestkysten baade læse og skrive. Ja desværre, til sin ulykke kan de det. Sligt læres nemlig ikke gratis, og de maa sandelig betale lærdommen dyrt. Det synes indlysende, at en eskimo umulig kan ofre tid paa denne kundskab og samtidig være en lige god fanger, som dengang han bare hadde én interesse, og intet lærte uden kajakroning og fangst.[1] At kajakdygtigheden er aftat, kan vi ogsaa direkte slutte os til af de mange ulykker i senere tid. Mens der før, ifølge Rink, kun var 15 til 20, som omkom i kajak om aaret, saa har der i 1888 og 1889 aarlig været 31 kajakulykker.
Hvad skal eskimoen med læse- og skrivefærdighed? sin fangst lærer han sandelig ikke ad den vei. Han kan vistnok gjennem de faa bøger, han har, erhverve sig underretning om andre og bedre lande, om uopnaalige forhold og lettelser, som han før ikke kjendte, og saaledes misfornøielse med sine egne kaar, som før var de lykkeligste, han kunde tænke sig. Og saa kan han læse i bibelen, — men mon han forstaar saare meget deraf, og mon den ikke kunde være ham lige nyttig, om den blev ham fortalt, ligesom hans gamle sagn blir det? Fordelen er isandhed af den art, at der ingen tvil kan være om, at den er for dyrekjøbt. Vi maa nemlig huske vel paa, at det eskimoiske samfund lever
