Side:Nansen-Eskimoliv.djvu/269

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
262
ESKIMOLIV.

lig omgikkes. Jeg ruskede i ham og raabte Jakob ind i øret paa ham. Han sov lige tungt, og jeg maatte ruske ham baade længe og eftertrykkelig, før han endelig gløttede lidt paa øielaagene og gryntede, men saa fik han se mig, bøiet over sig, øinene blev stive af rædsel, han skvat op, satte i et forfærdeligt skrig, spændte og slog. Han ilskreg værre og værre og drog sig stadig fegtende agterover paa briksen. Nu skvat alle paa hovedbriksen ogsaa op og stirrede stivt som den anden, mens jeg stakkar stod der maalløs af forbauselse over, at min fredelige ringhed skulde afstedkomme saa meget leven. Omsider fik jeg dog mælet igjen, nærmede mig Jakob, strakte armene ud imod ham, og talte beroligende ord. Men nu blev det værre end nogensinde. Da jeg saa, at intet nyttede, tidde jeg stille og begyndte at le, da stansede pludselig hylene ligesaa braat, som de var begyndt, Jakob blev ligesaa rød i ansigtet, som han før var hvid, og mumlede skamfuld noget om, at han hadde sovet og drømt om en kivitok, som vilde ta ham med tilfjelds. Jeg gav ham brevet og saa til at forsvinde, saa hurtig jeg kunde. Dagen efter var det ude over hele kolonien, at jeg hadde været kivitok, man hadde

hørt hylene i nabohusene.

————————