Side:Nansen-Eskimoliv.djvu/268

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
261
RELIGIØSE FORESTILLINGER.

nævnes, at en kateket, som altsaa er prestelig uddannet og er prestens stedfortræder, engang for nogle aar siden i Nordgrønland døbte ikke alene sine sognebørn, men ogsaa sine hundehvalpe i navnet Faderens, Sønnens osv. Hans kone fik ingen børn, og det mente han derved at raade bod paa; aaret efter fik hun ogsaa ganske rigtig et barn.

Det af deres gamle hedendom, som nu spøger mest i deres fantasi, er, saavidt min erfaring gaar, kivitut eller fjeldmenneskerne (sml. ovenfor), som de frygter meget, og som de ser ret som det er; mens vi var ved Godthaab, saas der slige flere gange. Hvergang der blir stjaalet fra deres forraadsgjemsler, er det naturligvis kivitut, som har gjort det, og blir en kajakmand borte, og liget ikke findes, er han straks gaat tilfjelds og blit kivitok. Denne tro synes i den senere tid at ha tat sterkt overhaand. En kateket irettesætter i «Atuagagdliutit» sine landsmænd derfor og udbryder: «Nei, lad os om dem, som omkommer paa det farefulde hav, blot tro, at de udhviler sine lemmer paa havbundens store begravelsesplads, og at deres sjæle lever i evighedens glæder.»[1]

Hvor indgrod deres overtroiske rædsel er, blev jeg engang overbevist om paa en uhyggelig maade. Det var sent en kveld i Godthaab, at jeg gik over i et af grønlænderhusene med et brev, som skulde sendes næste morgen tidlig med nogle fremmede kajakmænd. Da jeg kom ind, laa hele huset i dyb søvn, mænd og kvinder side om side bortover hovedbriksen, oplagte som sild paa en tofte. For ikke at forstyrre mere end nødvendigt, vilde jeg vække husets ene ugifte søn Jakob, som laa alene paa

vindusbrisken, og som var min gode ven, hvem jeg dag-

  1. Oversat af fru Signe Rink.