et hundehode, som de bruger til kajak for at forfølge og dræbe sine slegtninge, enten de børn, moren føder senere, eller ogsaa f. eks. morens brødre, fordi disse ved at dadle hendes opførsel har bragt hende til at føde i dølgsmaal. Undertiden forfølger de ogsaa folk i skikkelse af en fjær, en vante e. l.[1] Denne forestilling ligner sterkt en i Norge almindelig udbredt tro paa utburden. Det er børn, som blir fødte i dølgsmaal og dræbte, og som altsaa ikke har faat navn. De faar ingen ro, men i form af et synligt eller usynligt spøgelse forfølger de enten moren eller folk, som kommer forbi stedet, hvor de er bleven lagte.[2] Ligheden mellem denne norske og den grønlandske forestilling er saa stor, at der vel er sandsynlighed for, at den er kommen
til Grønland gjennem de gamle nordmænd.[3]
- ↑ Glahn. Nye Saml. af det kgl. norske Vidensk. Selsk. Skr. I (1784), side 271; Rink: Esk. Ev. og Sagn, side 76, 279, 370; Suppl. side 187; Kleinschmidt: Den grønl. Ordbog, side 33.
- ↑ Se Moltke Moes indledning til Qvigstad og Sandberg: Lappiske eventyr og folkesagn, side VII; Nyrop: Mindre afh. udg. af det phil.-hist. samfund (Kjøbenhavn 1887), side 193 f.; Liebrecht: Zur Völkskunde, side 319. Opmerksomheden paa denne Lighed skylder jeg Moltke Moe.
- ↑ Samtidig bør det dog gjøres opmerksom paa, at lignende forestillinger findes andre steder. Paa Tahiti har Oromatus, den mægtigste af aanderne, en lignende oprindelse, og blandt polynesierne i almindelighed anses børnesjæle for at være sælig farlige. (Sml. F. Liebrecht i «The Academy», III (1872), side 321). Hvad som synes mig at tale for, at grønlænderne har faat sin angiak fra nordmændene, er, at andre eskimostammer ikke har denne forestilling, saavidt jeg har kunnet erfare, ialfald kan den ikke være almindelig hos dem. Selv blandt de sagn, som Holm har bragt fra østkysten, findes angiaken ikke nævnt. Derimod er der flere, som det synes, oprindeligere sagn om almindelige børn, som blir til uhyrer (Sml. Med om Grønl., hefte 10, side 287; Rink: Esk. Ev. og Sagn, side 123; Suppl. side 125), og et saadant, som paa østkysten er maanens barn med en kvinde (Med. om Grønl., hefte 10, side 281), er paa vestkysten gaat over til at bli en angiak (Sml. Rink: Esk. Ev. og Sagn, Suppl. side 150), hvilket vel er en senere omstøbning, og det saa meget mer, som der ogsaa paa vestkysten findes varianter, hvori angiaken er et almindeligt barn.
