RELIGIØSE FORESTILLINGER. 201
to dele: legemet og sjælen, og disse mener de er forskjellige fra hinanden. Sjælen kan kun ses ved en særegen sans, som findes hos mennesker i visse tilstande eller med en egen begavelse, ɔ: angekokerne. Den viser sig da at ha samme skikkelse som legemet, men er af en luftigere beskaffenhed. Til Hans Egede sagde angekokerne, at sjælene var «gandske Bløde at Føle paa, ja Neppe at kunde føles paa, ret ligesom de var uden Seener og Been.»[1] Paa østkysten mener de, den er ganske liden, ikke større end en haand eller en finger. Grønlændernes ord for sjæl er tarnik; dette ligner ordet tarrak, som betyder skygge, og jeg anser det ikke for tvilsomt, at det oprindelig har været det samme ord, idet eskimoen, som ovenfor fremholdt, har anset sjæl og skygge for et og det samme.[2] Dette er i fuld overensstemmelse med, hvad vi finder hos andre folk. Fidjieren kalder f. eks. skyggen for sin mørke sjæl, som forlader ham om natten, hans lyse sjæl er speilbilledet. Tarrak betyder paa grønlandsk skygge og speilbillede, det oprindelige ord for sjæl har altsaa der betegnet alle disse tre ting. Ifølge Cranz,[3] mente nogle grønlændere, at mennesket hadde to sjæle: skyggen og aandedrættet (Sml. ovenfor side 192 f). Det synes imidlertid, som den mest udbredte tro paa Egedes og Cranz’s tid var, at sjælen nærmest hadde forbindelse med aandedrættet. Angekoken blæste f eks. paa den syge, han skulde
helbrede eller gi en ny sjæl.
- ↑ Om sjælens beskaffenhed se ogsaa Paul Egede: Eft. om Grønl. side 149 og Cranz: Historie von Grønland, side 258.
- ↑ Paul Egede siger i «Etterretninger om Grønland» side 126, udtrykkelig, at de indfødte ikke ved forskjel paa tarrak og tarnek (tarnik), og han bruger begge ord om hverandre. Se ogsaa samme, side 92.
- ↑ Historie von Grønland, side 257.
