Side:Nansen-Eskimoliv.djvu/207

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er godkjent

200 ESKIMOLIV.

else. Netop et sligt standpunkt, som vi maa anta alle religioner engang har gjennemgaat og udviklet sig fra.

Naturen har grønlænderne oprindelig lig alle primitive folk tænkt sig som besjælet, hver ting, som sten, fjeld, redskab osv. har sin sjæl. Fremdeles finder vi spor af denne tro, redskabernes, vaabnenes og klædernes sjæle følger den afdøde paa hans vandring til de dødes land, og derfor lægger de dem ved graven, forat de kan raadne der, og sjælene bli fri. Efterhaanden har imidlertid paa naturfolkenes eiendommelig ulogiske og forvirrede vis denne tro blandet sig sammen med en fra den aldeles forskjellig, nemlig troen paa, at de afdødes sjæle kan ta bolig i forskjellige dyr, gjenstande, fjelde e. l., over hvilke de gjør sig til herre, og hvorfra de kan gjøre udflugter, ja endog vise sig for menneskene. Derved er opstaat troen paa, at der i hver naturgjenstand bor et eget væsen, som kaldes dens inua (ɔ: dens eier), hvilket ord betegnende nok egentlig betyder menneske eller eskimo.

Efter den eskimoiske opfatning har f. eks. en sten, et berg, en bræ, en elv, en sjø sin inua; ja selv luften har en saadan. Merkeligst er dog, at ogsaa begreber kan ha sin inua, der tales f. eks. om bestemte drifters og lidenskabers inue. Dette kan synes overraskende for et naturfolk, men det er vel neppe vanskeligt at forklare. Naar f. eks. et primitivt menneske under sterk hunger føler det gnage sig indvendig, er det vel naturligt at tænke sig dette foraarsaget ved et væsen, som han altsaa kalder hungerens eller madlystens inua. Som regel er disse inue usynlige, men naar de ses, skal de ifølge Rink vise sig som en lysning eller ild, og synet af dem er meget farligt.

Mennesket selv mente grønlænderne bestod af mindst