RELIGIØSE FORESTILLINGER. 191
I menneskeslegtens første barnefilosofi maa den samme
opfatning af alle ting i naturen som personer ha fulgt
ganske naturlig og af sig selv. Trær, stene, elve, vind,
skyer, stjerner, sol og maane blev levende mennesker eller
dyr. Eskimoerne tror f. eks., at himmellegemerne engang
var almindelige mennesker, før de kom op paa himmelen.
Men efter eller sammen med denne tilbøilighed maa der ogsaa ganske naturlig ha kommet en forestilling om en dobbelthed, dualisme, i naturen og i en selv, følelsen af en sanselig og synlig tilværelse og en oversanselig og usynlig. Lad os f. eks. tænke os, at et uvidende urmenneske faar høre ekkoet af sin egen stemme, maa han ikke tro, det er et menneske, som frembringer det? han kjender jo ingen teori om lydbølger. Men naar han nu gang efter gang hører det og ingen mennesker finder, da er det naturligt for ham, at det tillægges usynlige væsener.
Eller f. eks. duggen, som han ser kommer og forsvinder, uden at han ved hvorfra eller hvorhen, stjernerne, som tændes om kvelden og atter slukkes om morgenen, skyerne, som pludselig opstaar og forsvinder, regnen, vinden, strømmen i vandet, maa det ikke alt fremkalde tanken eller forestillingen om synlige og usynlige tilstande? Naar ureskimoen første gang mødtes med isbræen, som han saa bevæge sig ud i sjøen og af og til føde mægtige isfjelde, kunde han i denne se andet end virksomheden af et væsen? ja, han gjorde den simpelthen selv til et saadant, hvis kalvninger var vilkaarlige handlinger, og som han derfor frygtede.
Eller for at nævne noget ganske andet, naar et urmenneske saa sin egen skygge eller sit eget speilbillede i vandet, som snart var der, snart var borte, og som han ikke kunde føle og ikke gribe, kunde dette hos ham andet
